Journalisten og forfatteren Lise Nørgaard var en voksen dame allerede ved ungdomsoprørets start i 60´erne, hvor hun med egne ord var “en gammel kælling på omkring 50 år.” Og selv om den elegante, velklædte journalist og redaktør ikke just var prototypen på en tresserrebel, var hun i den grad med til at sætte dybe spor i ungdomsoprøret som bidsk meningsdanner og toneangivende kvindesagsskribent.

Når Lise Nørgaard fylder 105 år i juni, kan hun se tilbage på en usædvanligt lang karriere som journalist og forfatter med tv-føljetonen Matador som en stor folkelig kronjuvel. Hendes kvindesagsoprør som højt profileret skribent og hendes opgør med kvindernes usle kønspolitiske forhold startede allerede i 1930’erne. Her viste hun sig som en tidlig forkæmper for kvinders ligestilling, da hun lavede en kampagne mod Statens Husholdningsråds to minutter i radioen hver morgen, hvor kvinder blev undervist i køkkenarbejdets velsignelser. De blev afskaffet!

Under ungdomsoprøret arbejdede Lise Nørgaard på andre kvindesagsfronter end Rødstrømpernes. Men hun følte sig på ingen måde gammel i forhold til de unge feministers vilde oprør, når hun lagde sin tid og energi i kvindesagens klassiske politiske platforme, hvor hun var medlem af styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd 1956-61 samt i Dansk Kvindesamfunds forretningsudvalg 1966-68. Og som journalist havde hun fortsat fokus på kvindesagen. I 1968 arbejdede Lise Nørgaard med den skarpe pen og ditto mund på ugebladet Hjemmet, hvor den midaldrende kvinde iført spadseredragt, cerut og Chanel fortsat gik løs på kvindernes manglende ligestilling.

Hun fortæller, at det især var spørgsmålet om fri abort, der optog Dansk Kvindesamfund, hvis formålsparagraf og målsætning på den tid ændredes til: “Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling af kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv. Dansk Kvindesamfund er neutral i partipolitisk henseende.” Og allerede i 1969 besluttede organisationen at gå ind for fri abort.

Lise Nørgaard lavede ikke te til revolutionen

Kvindesagen poppede op med fornyet folkelig kraft i opløbet til ungdomsoprøret, hvor det blev et af de helt store fremskridt og vendepunkter med radikal ny lovgivning. Nu var også rødstrømperne og venstrefløjens unge oprørere på banen. Men de havde intet decideret samarbejde med de gamle kvindepolitiske organisationer, som Lise Nørgaard var organiseret i. For selv om de to “trosretninger” i store træk arbejdede for basale rettigheder, var de ikke ude i samme politiske ærinde.
“Og så havde de unge dårlige manerer,” mener Lise Nørgaard. “De havde givet slip på alle borgerlige dyder, og de sagde hverken tak, goddag eller farvel. Det gjorde ikke noget godt for deres sag, at de ikke var særligt indtagende med deres lasede tøj og mangel på dannelse, men det, der skete i tiden under ungdomsoprøret, efterlod sig en masse gode ting, der i det lange perspektiv har haft stor betydning frem til i dag,” understreger Nørgaard.
I den forbindelse afviser hun, at en karriere som journalist og forfatter kombineret med opdragelsen af fire børn måske kunne have været en stor mundfuld for hende selv som en selvstændig, debatterende kvinde, da hun var ung.
“Jeg har aldrig gået hjemme, og jeg havde husbestyrerinde til at hjælpe til, for jeg har altid afskyet husgerning og valgte i stedet at tage kørekort,” siger Lise Nørgaard.

Hun har livet igennem slået til lyd for sit kvindesyn i romaner, essays og noveller. Som færdiguddannet journalist blev hun i 1949 ansat på Politiken, hvor hun fortrinsvis skrev om kvinde- og forbrugerstof.
“Mange af mine artikler var base-ret på noget, jeg gerne ville have lavet om. Alle mennesker har ret til et ordentligt liv,” siger hun.
Mange rødstrømper og ligesindede grupper mente, at revolutionen var lige om hjørnet i 1970’erne. Men på venstrefløjen løb mange løbsk i revolutionsromantik og ideologiske stridigheder. Og mange kvinder så sig henvist til at “lave te til revolutionen”, fordi også venstrefløjens mænd var de styrende og talende. Og var glade for fri sex, men mente, at kampen mod kvindeundertrykkelse blev styret af de borger-
lige kvindeorganisationer, der brugte den dagsorden som et politisk splittelsesforsøg. Derfor ville “kvindespørgsmålet” først blive løst efter revolutionen.
Lise Nørgaard var en af disse borgerlige frontkvinder, der ikke huede de røde, fordi de arbejdede med Dansk Kvindesamfund som platform.
“Fri porno har vel ikke noget med kvinders rettigheder at gøre,” siger Lise Nørgaard spidst. “Det var de konservative kvinder, der arbejdede for større kvindefrigørelse og rettigheder i den borgerlige del af det politiske arbejde dengang, for de socialdemokratiske kvinder og kvinderne i arbejderbevægelsen havde nok at gøre med at tage sig af deres mænd,” siger Lise Nørgaard.
Men hun understreger, at i de sager, hvor de var enige, kæmpede de frem mod løsningerne på hvert deres politiske spor. Den store sag var ligeløn.

Med mor bag rattet

Lise Nørgaards kvindesyn blev første gang bredt og alment kendt i 1959, da hun debuterede som forfatter med den kønssatiriske bog ‘Med mor bag rattet’ om kvinder og kørekort. I slutningen af 1950’erne fik flokke af kvinder kørekort, og kvinders rettigheder var på tapetet som et voksende samfundsspørgsmål, idet kvinderne nu var på arbejdsmarkedet. ‘Med mor bag rattet’ blev en kæmpesucces og blev filmatiseret
i 1965. Det er en bidsk og humoristisk skildring af den tids uselvstændiggørende pigeopdragelse. Nørgaard slog på tromme for kvinders ret til selvstændigt erhverv. Og allerede dengang sagde hun: “Men hvis man som kvinde vil både hjem, børn og arbejde, så skal man gøre det uden at have ondt af sig. Jeg hader flæbende kvinder.”

Lise Nørgaard stod vagt om de borgerlige dyder, mens ungdomsoprøret brusede i gaderne. Som journalist på Politiken i slut 1940’erne var hun også rejsende reporter. Desuden havde hun modestoffet under sig, for tøj og mode har altid haft hendes store interesse. Også i 60’erne og 70’erne var hendes tøjsmag forankret i tidens mode. Men ikke de sidste skrig i mode fra Swinging London, hvor Mary Quants mininederdele var hotte. Hun holdt fast i det stilfulde, elegante tøj fra Paris, og det gør hun stadig.
“Jeg var chefredaktør på Hjemmet lige i de år, da kvinderne realiserede sig selv ved at se farlige ud. Somme tider kom der nogle nyuddannede journalister, der så ud, så man troede, det var løgn, i kæmpestore pelsjakker og med langt, fedtet hår. Men en journalist er faktisk nødt til at se nogenlunde ud for at overbevise den, man skal interviewe, om at man er et normalt menneske. Det var et problem dengang, særligt de unge fra DR, men i dag er de smarte alle sammen.”

Jeg kan ikke tolerere særrettigheder for kvinder

Når man som Lise Nørgaard er over 100 år, kan man huske langt tilbage, og når hun skal fremhæve de ingredienser i ungdomsoprøret, der har smittet af i det samfund, vi lever i i dag, kommer kvindekampen og dens resultater i første række. For eksempel p-pillens frigivelse, ophævelse af forbud mod at reklamere for svangerskabsforebyggende midler, barselsorlov, fri abort, Ligestillingsrådets oprettelse og senere kønsneutral skatte-lovgivning og ophævelse af sambeskatning.

“En god afsmitning fra dengang er, at vi er blevet mere lige alle sammen. Det har haft en stor betydning frem til i dag, at kvinder dengang gik på barrikaderne for andre kvinder. Og det er en sejr for det, vi gjorde dengang, at unge kvinder i dag tager det som en selvfølge, at de har samme rettigheder som mænd. Men i dag er det en individuel kamp, hvor mange kvinder kræver de mærkeligste ting og ser sig selv som en særligt betydningsfuld gruppe, fordi de har fået børn. P-pillen er et af de største fremskridt, jeg har set, og det irriterer mig, når unge, velbegavede kvinder mister forstanden, når de får børn og går til salmesang og mødregrupper. For det var de belæste og kloge kvinder, der sørgede for de lige vilkår i dag. Kvinder har på en måde spændt ben for sig selv, hvis de søger ned på halv tid straks ved en ansættelse. Jeg kan ikke tolerere særrettigheder for kvinder. Vi må selv slås. I sin tid arbejdede vi for, at kvinder og mænd fra det samme udgangspunkt kunne realisere sig selv. Sejren er først nået, når kvinder bruger deres liv på samme præmisser som mænd.”

‘Ånden fra 68 - Da friheden fløj’

Interviewet med Lise Nørgaard er et forkortet uddrag fra Elisabeth Saugmanns bog ‘Ånden fra 68 - Da friheden fløj’, som udkom i slutningen af maj. Den består af samtaler med kulturpersonligheder, som fortæller om det, de gjorde og tænkte under ungdomsoprøret.
Elisabeth Saugmann har været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media og skriver nu jævnligt for Kulturmagasinet Fine Spind.