Lige nu sidder Rasmus Bregnhøi på sin tegnestue og tegner en pingvin. Den hedder Jørgen, Jørgen Pingvin, og han er en rigtig lille kreafidus, som elsker at bygge og sætte ting sammen med limpistol. På tegningen er Jørgen helt viklet ind i en hundesnor, og Rasmus Bregnhøi sidder selv og skærer grimasser, mens han helt præcist prøver at ramme, hvordan det ser ud, når man bare ikke kan finde hovede og hale på sig selv og en hundesnor.

“Det slog mig her den anden dag, mens jeg sad og tegnede på ham her Jørgen Pingvin og havde det skidesjovt: Okay, tænkte jeg. Jeg bliver nødt til at flyde med mig selv og så sige, jeg kommer simpelthen aldrig til at blive rigtig dyb, det kommer simpelthen bare aldrig til at ske.”

Holder aldrig rigtig fri

Rasmus Bregnhøi har tegnet Betty, Hunden Ib og illustreret utrolig mange af Kim Fupz Aakesons børnebøger. Selv har han også stået for tekstsiden i bøger som ‘Mis & Mus’, og lige nu arbejder han på Jørgen Pingvin og Mira-bøgerne sammen med Sabine Lemire, som han forøvrigt også danner par med, når han har fri. Selvom de næsten aldrig holder rigtig fri.

“Vi taler hele tiden om de ting, vi laver sammen, så det er sådan en ongoing samtale, vi har. Når vi går forbi nogle børn, der snakker, så lytter vi og lægger mærke til, om de siger en god sætning,” fortæller han.

Ideen til Jørgen Pingvin opstod en dag, hvor de sad og talte om Jørgen Clevin. En af dem - ingen kan huske hvem, kommer så til at kalde ham Pingvin.

En misforståelse, en fortalelse eller bare en mand, Rasmus har set gå forbi med en sjov hund, bliver til historier og udvikler sig i hans univers. Det, han holder allermest af, er nemlig at skildre ting, der er sjove. Derfor elsker han at lave børnebøger, for der kan han få lov til at fokusere på alt det skæve og skøre i verden, som hvordan det går, når man er viklet helt ind i en hundesnor, eller hvordan det ser ud, når et barn som Mira i Mira-tegneserien ligger med sin computer, mens fødderne dingler ud over armlænet på sofaen, og hendes strømper er gledet halvt af og hænger ned som et par lange pølser.

“Jeg lagde mærke til, at Sabines datter lå sådan en dag, og når jeg ser sådan noget, tænker jeg yes, hvor er det fedt. Sådan går jeg meget og kigger på alle mulige små detaljer, der virkelig siger meget om mennesker. Der er ikke noget federe, end når børn ligger med en computer. Det er sådan helt vanvittigt, hvordan de kan ligge sådan med det ene ben op og computeren nærmest hen over hovedet. De lægger ikke mærke til det selv.”

På et tidspunkt, mens coronaen stadig buldrede, var Rasmus og Sabine ude på en skole og holde foredrag.

“Alle børnene havde mundbind på, men det havde de jo ikke rigtigt, for de sad halvt oppe i panden, og de rørte ved dem hele tiden, for de kunne slet ikke finde ud af det. Det er bare enormt fedt at se på sådan nogen ting. Jeg kan godt lide ting, der er sjove, og jeg kan godt lide at beskrive ting, der er sjove.”

Gode samarbejder er magi

Men Sabine er ikke den eneste, som Rasmus Bregnhøi har et tæt samarbejde med. Både forfatterne Kim Fupz og Peter Nordahl har han arbejdet sammen med igen og igen på nye børnebogsprojekter. Henover efteråret har han lavet to nye bøger sammen med Peter Nordahl, som han også laver Hunden Ib med. De handler om barnet Anna, som redder nogen dyr.

“Det er sådan en serie, der hedder, der sker noget med dyr. Ligesom med Jørgen Pingvin kommer det sig af sådan en samtale, hvor vi sad sammen, og jeg kan ikke huske, om det er Peter, der siger: Vi skal lave noget, der bare hedder, der sker noget med et dyr. Vi synes, det er helt vildt skægt at finde ud af, hvad det så skal være for noget, når vi snakker sammen.”

Og det er det, Rasmus Bregnhøi oplever igen og igen i de helt tætte samarbejder, at når det virkelig fungerer, så kan man ikke huske, hvem der fandt på hvad, og det er en del af magien.

Rasmus Bregnhøi har altid tegnet. Hans far var også tegner, så det lå lidt i kortene, at han måske nok også kunne gå den vej. Som ung ville han slet ikke lave børnebøger. Nej, han ville lave satire og artikeltegninger. Men da han selv havde fået børn, lavede han nogle bestillingsopgaver til Gyldendals børneblad.

“Det var en fed opgave, og så fortsatte jeg ligesom bare den vej.”

Illustratoren er bogens svar på en filminstruktør

Når Rasmus Bregnhøi går i gang med at illustrere tekster, ser han sig selv som instruktøren af en film.

“For det meste er manuskripter fuldstændig blottet for beskrivelser af miljø og regibemærkninger. Så jeg får jo så lov til at sætte det i scene, og der kan man jo virkelig gøre meget,” fortæller han.

‘Tante T’ hed en af de første billedbøger, han lavede, og her var teksten skrevet af Kim Fupz Aakeson.

“Det handlede om den her ensomme gamle dame, og det var oplagt at tegne hende som sådan en stereotyp gammel dame. Men så tænkte jeg, at det ville være sjovt, hvis hun var tydeligt kulturradikal. Det var ligegyldigt for børnene, men det der med, at hun pludselig fik pagehår og havde sådan et marimekko-tørklæde på, mens der var designermøbler over det hele, som hun sad på, mens hun skænkede kaffe fra stelton-kaffekanden. Det gjorde det lige pludselig bare til en anden fortælling. Så på den måde kan man – nu er der nok nogle forfattere, som vil blive sure - men man kan skubbe bøgerne derhen, hvor man gerne vil have dem hen som illustrator,” siger han.

Da han illustrerede Tante T-bogen, havde han lige set en udstilling med den japanske kunstner Yayoi Kusama på Louisiana. Det er hende, som laver store installationer, hvor alt er prikket.

“Det passede bare så godt til den her gamle dame Tante T, at hun skulle se alt i sådan nogle mønstre. Men det er jo ikke sådan, at man skal sidde og tænke, nå der har tegneren nok rigtig tænkt på det og den kunstner rent kulturelt,” siger han, mens han vrænger stemmen og gør overlæben overklassestiv.

Altså de der kulturradikale og de voksnes regler

I det hele taget kan Rasmus Bregnhøi godt lide at udstille alle de åndssvage ting, som mange af os voksne går op i. Det gælder både det, man kunne kalde kultureliten, som er den del af befolkningen, han også selv er vokset op i.

“De er så enormt sjove. Jeg er også vokset op i sådan en kulturradikal familie, og der er simpelthen så mange regler om, hvornår løvstikke er finere end basilikum. Og alt det der ny-nordiske, det er så nemt at gøre grin med, for det er så grotesk. Altså hvorfor er dyrlægens natmad finere end hønsesalat og mayonnaise? Det er noget med overflod, det bliver for meget. Hvorfor er Tuborg Squash finere end Coca Cola? Uhh det er sådan noget med, at Coca Cola er sådan noget amerikansk noget, men de er jo lige usunde,” griner han.

Indtil Mira-bøgerne begyndte at udkomme, var det især mindre børn, som fik glæde af Rasmus Bregnhøis tegninger. I en del år lavede han Betty-bøgerne sammen med Alberte Winding, og de kan bedst beskrives som en dansk og moderne udgave Alfons Åberg tilsat en hel del humor. Sådan en slags hverdagspoetisk genkendeligt børnehaveliv. Når Betty bliver hentet i børnehaven har Rasmus Bregnhøi moret sig med at plastre hele garderoben til med sedler som: “Børn, der hentes efter kl. 17 bedes lægge nøglen i postkassen” og den slags. På den måde kører der tit et voksenspor i hans tegninger, som egentlig ikke giver børnene noget, men det gør helhedsoplevelsen af at sidde sammen og læse bøger med sit barn større. Der er også næsten altid en sur mor i baggrunden et eller andet sted, som skælder sit barn ud.

“Det er en del af voksensporet det der med at prøve at beskrive det absurde i de der eftermiddage med små børn. Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor man synes, at man skal hente sine børn i børnehave og så ud og handle ind bagefter. Nej, man handler da ind, og så henter man børn i børnehave, og så tager man hjem, og så hygger man. Det er jo rædselsfuldt at være i Kvickly med et mega træt børnehavebarn. Det er jo dømt til at gå galt altså. Så sidder de der, og vil have slik, og så skal man være sådan; nej du må først spise slik på fredag - det er simpelthen for åndssvagt.”

I det hele taget synes Rasmus Bregnhøi, at vi som voksne opfører os absurd i selskab med vores børn meget af tiden.

Hvis man går og håber på mere børnehaverealisme fra Rasmus Bregnhøis hånd kommer man dog til at vente forgæves. For nu, hvor hans egne børn er blevet voksne, synes han simpelthen, at han er for langt væk fra det hverdagsliv til at kunne beskrive det realistisk. Rasmus Bregnhøis egen søn på 24 år er nu flyttet hjemmefra, men den tyveårige bor stadig hjemme.

Men hans målsætning om også at vise os voksne, hvor nederen vi tit og ofte er, lever dog videre i en bog som den kommende om Jørgen Pingvin.

“Der er også nogle forældre, som hele tiden synes, at man ikke må bruge limpistoler, for så brænder man sig på fingrene. Jamen det er så åndsvagt. Ja, de er skide varme, og man brænder sig på dem - men man dør jo ikke af det. Limpistoler er jo fede, og man kan lime alt muligt sammen, og det kan gå stærkt. Det er virkelig sjovt. Limstifter dur jo ikke, slet ikke hvis man er et utålmodigt barn på fem år. “